Bombay IPA er en af de helt gamle spillere på Nørrebro Bryghus fra 2004. Når man smager på den, kan man smage bitterheden – og det er klart den mest bitre øl på Nørrebro Bryghus pt. Den er bitter – dog uden at være skarp. Øllen har tilpas sødme til at underbygge bitterheden. Man vil også kunne smage de amerikanske humletyper, der giver øllet en citrus-agtig karakter, i form af appelsin og en smule lime.
Når man hælder øllet op i et glas, kan man se dens gyldne farve, og man fornemmer at den har en tåget karakter. Det er fordi, at vi ikke filtrer vores øl men at vi ’nøjes’ med at pille gæret ud, og så bliver øllen slynget rundt ved hjælp af en centrifuge, for at fjerne eventuelle rester.